Bestilling af attest kan foretages via www.borger.dk eller ved personlig henvendelse på det nærmeste kirkekontor. Det koster ikke noget.

Du kan bestille attester på dig selv og på eventuelle egne børn. Hvis du skal bestille attest på vegne af andre, skal du bruge fuldmagt fra vedkommende eller vedkommendes værge. Såfremt du henvender dig personligt til kirkekontoret, kan du mod forevisning af billede-id få udskrevet din attest.

Bemærk, at digitalt signerede attester kun kan anvendes til myndigheder, som kan modtage den signerede attest elektronisk. Attesten er ikke gyldig, hvis du udprinter den på almindelig papir, da den ikke har gyldigt stempel og underskrift. 

Bor du i udlandet

Når du bor i udlandet, kan du kun få tilsendt attesten til din udenlandske adresse, hvis du bestiller din attest digitalt via www.borger.dk, hvilket kræver at du har et gyldigt MitID. Ellers skal du kontakte kirkekontoret i det sogn, du sidst boede i inden udrejse fra Danmark, så kan de være behjælpelig og fremsende en ny attest til afhentning mod et gebyr på et dansk konsulat eller en dansk ambassade i det land, du opholder dig i.

Attesttyper

Personattest

Personattesten er en attest, der bekræfter oplysninger af civil karakter, der på tidspunktet for udskriftet er registreret om dig som borger i Personregistret og Det Centrale Personregister/CPR.

Derfor vil attesten indeholde flere oplysninger, efterhånden som der bliver registreret mere på en borger. Eksempelvis vil en personattest udstedt på et nyfødt barn, der endnu ikke har fået navn, kun indeholde oplysninger om fødsel og forældre, mens en personattest på en ældre afdød borger også vil indeholde oplysninger om navn, civilstand og dødsfald/begravelse.

Registerindsigt

Personattestens oplysninger er som ovenfor nævnt altid de senest registrerede oplysninger. Har du brug for at dokumentere tidligere registrerede forhold, f.eks. en navneændring - altså hvilke navne du tidligere har båret - skal du bruge en registerindsigt. 

Fødsels- og dåbsattest

Er du døbt i Den Danske Folkekirke i Danmark kan du bestille en fødsels- og dåbsattest, som indeholder oplysninger om dit aktuelle navn, cpr.nr. og fødselsregistreringssted, dato og sted for dåb samt forældre. Hvis du er født i Sønderjylland, skal du i stedet bestille en dåbsattest.

Vielsesattest og velsignelsesattest

Er du blevet gift eller blevet kirkeligt velsignet i Den Danske Folkekirke i Danmark, kan du bestille henholdsvis en vielsesattest eller en velsignelsesattest.

En vielsesattest indeholder dato og sted for vielsen samt personoplysninger på begge ægtefæller.

En velsignelsesattest indeholder dato og sted for velsignelsen, dato og sted for den borgelige vielse samt personoplysninger på begge ægtefæller.

Historiske attester

Udstedelse af historiske attester til dokumentation ved navnændring eller til slægtsforskning kan foretages hos Rigsarkivet, såfremt det omhandlede er mere end 100 år. Se nærmere her.
Ved udstedelse af historiske attester, der er mindre end 100 år, er det enten fødselsregistreringssogn eller det sogn, hvor den kirkelige handling har fundet sted, der kan udstede attest.

Legalisering af attest

Når et dansk dokument skal bruges i udlandet, skal det nogle gange legaliseres. En legalisering er en bekræftelse af underskriften på dokumentet.

Legalisering af attest foretages i Udenrigsministeriet og koster et gebyr. Se nærmere om legalisering på udenrigsministeriets hjemmeside.